Morgen-klub

Har dit barn svært ved at være i skolen?

En del børn oplever i perioder at det er svært at komme i skole. Det kan for eksempel være pga. angst eller anden mistrivsel. Det rammer ofte både børn og omgivelser hårdt, og vejen tilbage til skole kan være meget forskellig og af forskellig varighed.


Børn i skolevægring har som alle andre børn behov for positive oplevelser og oplevelsen af at kunne noget.


På Dyrelykkegaard tilbyder vi som noget nyt "Morgen-klub", hvor dit barn har mulighed for at komme og starte ugen sammen med dyrene og os her på Dyrelykkegaard.

Eksempler på aktiviteter man kan lave:

  • Kæle dyrene
  • Fodre dyrene
  • Strigle hestene
  • Ordne hos dyrene
  • Praktiske opgaver
  • Eller bare være her og opleve en morgen på landet


Det praktiske:

  • Der er plads til 6-8 børn (og evt. forældre). 
  • Vi er 1-2 voksne afhængig af antal børn. 
    (Pædagog Klaus Hegedahl & Psykolog Rikke Adamsen)
  • Tidpunkt: Mandage og fredage kl. 9.30-10.30.
  • Pris: 1000 kr. (inkl. moms) for 4 sammenhængende gange.
  • Man kan forny sin plads måned for måned afhængig af behov.
  • Aldersgruppe: Børn i 0.- 9. klasse.
  • Det foregår udendørs, så påklædning efter vejret. Mulighed for at gå i læ i skolestuen på staldloftet.
  • Det er både muligt at komme med og uden en forælder - alt efter hvad der er behov for.
  • Vi vil altid anbefale et forbesøg forud for opstart, så barnet har mødt os før og set stedet, men det er ikke et krav.


Da de fleste arbejder på at komme tilbage i et undervisningstilbud igen, vil der være naturlig udskiftning i børnegruppen. Nogle børn er måske tilbage i skole efter kort tid, mens det for andre bliver en mere fast del af ugens  skema at komme til morgenklub på Dyrelykkegaard over en længere periode.


Det er ikke et terapeutisk tilbud, men har til formål at give børnene et frirum og succesoplevelser. For nogle børn kan det dog også være et øverum - måske øver nogen sig på at komme ud af huset, mens andre på at være afsted til noget med andre børn eller at være kortere stunder adskilt fra forældre. Det er man velkommen til at bruge morgen-klubben til, men det er ikke målet i sig selv. Mange børn har netop behov for at opleve at kunne være et sted uden krav, men blot med mulighed for at få gode oplevelser og plads til at være dem selv. 


Det er således et meget fleksibelt tilbud, hvor meget forskelligt kan lade sig gøre. Vi vil planlægge aktiviteter og dele os afhængig af hvad der giver mening for de tilmeldte børn. Der er både plads til barnet der har brug for en stille stund med sin mor/far og et dyr, samt de børn der har glæde af aktiviteter i samspil med os, dyrene og evt. andre børn. 

Kontakt os og høre mere.